Leder ansat januar 2026

Kontakt os

Pressemeddelelse

Ny leder til Vestjyllands Kunstpavillon / Arne Haugen Sørensen Museum

Bestyrelsen for Vestjyllands Kunstpavillon / Arne Haugen Sørensen Museum har ansat Christian Langbo Salling som ny leder.

Han tiltræder stillingen den 5. januar 2026.

Christian Salling er 43 år, bosat i Brabrand med sin hustru Sofie og deres fire måneder gamle barn. Han kommer til museet med en stærk kombination af faglighed, projektlederkompetencer og indgående kendskab til den danske kunstscene.

Han er uddannet cand.mag. i Kunsthistorie og BA i Æstetik og Kultur. Derudover har han en projektlederuddannelse, som understøtter hans brede erfaring med kulturprojekter og samarbejder på tværs af institutioner.

Christian Salling har en solid baggrund fra kunst- og kulturmiljøet. Blandt de tidligere ansættelser kan nævnes:

  • Kunstkritiker på Aarhus Stiftstidende
  • Producent på Aarhus Teater, herunder Kulturhovedstad Aarhus 2017-projektet Fragt
  • Projektleder på Art Weekend Aarhus
  • Publikumsudvikler på Kunsthal Aarhus
  • Senest redaktør og redaktionssekretær på kunsttidsskriftet Kunsten.nu

Derudover underviser han i kunsthistorie og kunstteori på Århus Kunstakademi og holder foredrag på Folkeuniversitetet om blandt andet Michelangelo, samtidskunst og forholdet mellem kunst og videnskab.

Christian Salling er valgt ud fra et stærkt ansøgerfelt bestående af 19 ansøgere.

Bestyrelsesformand Per Høgh udtaler:

“Med Christian Salling som ny leder får vi en overordentlig kompetent person med stor erfaring og kendskab til den danske kunstverden. Den viden kan bringe Vestjyllands Kunstpavillon/Arne Haugen Sørensen Museum (VK/AHS) til det næste niveau blandt danske kunstmuseer, hvor stedet allerede har et virkelig godt renommé. Samtidig har Christian i sine tidligere ansættelser stor erfaring med at arbejde i projekter, hvor der er mange frivillige. Og fundamentet i Vestjyllands Kunstpavillon/Arne Haugen Sørensen Museum er netop de frivilliges enorme engagement.”

Christian Salling ser frem til at starte i det nye job:

”Med sin smukke placering i parkanlægget er museet et naturligt, kulturelt og socialt samlingspunkt for byen. Sammen med bestyrelsen og de mange engagerede frivillige glæder jeg mig til at udvikle nye udstillingsformater og events, så huset bliver centrum for kulturoplevelser for endnu flere besøgende – lokale såvel som tilrejsende.

Vi skal fortsat sikre en stærk lokal og regional forankring, men også have nationalt og internationalt udsyn og høje kunstfaglige ambitioner. Den faste samling skal udvides og der skal sikres et solidt økonomisk fundament.

Det er ret enestående, at Vestjyllands Kunstpavillon / Arne Haugen Sørensen Museum i mere end et årti har været drevet af engagerede frivillige kræfter, så det er også med stor ydmyghed, at jeg træder ind i stillingen. Jeg glæder mig meget til at lytte og lære af den erfaring, der allerede er til stede, og ser det som et stort privilegium, at få muligheden for at bidrage til museets videre udvikling.”

For yderligere oplysninger kontakt:

Per Høgh, formand for Fonden for Vestjyllands Kunstpavillon/Arne Haugen Sørensen Museum, mobil 20 41 87 81 – mail: perhoegh@gmail.com

Christian Salling, mobil: 22 97 86 95 – mail: csalling82@gmail.com

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Skriv til os

97 17 28 79