VK Lokalarrangement Platform
Der arrangeres normalt fem til seks udstillinger om året med fokus på det lokale og den brede folkelighed. Denne platform inviterer kunstnere og tager imod uopfordrede ansøgninger.
Denne platform arrangerer også koncerter, foredrag m.m.
Henvendelse for interesserede kan ske til daglig leder Christian Langbo Salling
Tlf. 93 97 07 72 (tirsdag – fredag kl. 10-15)
Mail: cs@vk-ahs.dk
Arkiv tidligere år (2012-2025)
2026 – Året byder på spændende udstillinger og events
Mange forskellige kunstnere og genrer vil igen præge udstillingerne på Vestjyllands Kunstpavillon.
Mere information om udstillingerne kommer, efterhånden som de nærmer sig.
Kunstpavillonen har også stor succes med at afholde musikalske events, da omgivelserne og akustikken i lokalerne er god til musik og sang, så også i 2025 vil der komme musikalske events.
Der kan højst være 150 sidende gæster, hvilket altid sikrer en intim oplevelse.

Herunder en oversigt over udstillinger og events i 2026 – siden vil løbende blive opdateret ved nye events.
Simon Bang
Maleriudstilling med kunstner
Simon Bang
Fernisering
Lørdag den 14. november 2026 kl. 14-16
Kunstnerne vil være til stede.
Alle er velkommen
Mere information om udstillingen kommer senere.

Janne Klerk
Fotoudstilling “Spejlinger ved himlens fod”
Kunstnerfortograf Janne Klerk
Fernisering
Lørdag den 22. august 2026 kl. 14-16
Vestjyllands Kunstpavillon / Arne Haugen Sørensen Museum er stolte af at præsentere fotoudstillingen Spejlinger ved himlens fod af den danske fotokunstner Janne Klerk, hvor det flygtige vandspejl i en skovsø danner afsæt for refleksioner over relationen mellem menneske, natur og kosmos.
Udstillingens fotografier er alle motiver af vandspejlet i den samme naturbeskyttede skovsø i Danmark, som kunstner og fotograf Janne Klerk har dokumenteret i perioden 2016-2021. Søen måler blot 100 meter i diameter og tager fem minutter at gå rundt om. Men søens ringe størrelse står ikke i umiddelbart forhold til det rige billedunivers, som udfolder sig i vandspejlets overflade.
I vandspejlet findes alle former for tilstande, lige fra stilhedens ro og fred til drama, turbulens og kaos. Flere af billederne er fotograferet direkte ned i vandspejlet og har derved ingen koordinater, der angiver, hvor vi befinder os. Billederne viser både højder og dybder, ret- og spejlvendt samtidig.
Af og til sløres billedet et øjeblik af en let brise eller en kogle, der falder fra et træ, men kort efter bliver spejlbilledet klart igen. Vandspejlet indeholder en stor kompleksitet – forunderlig, dragende, foruroligende, men også befriende. På stormfulde, forblæste dage kommer der krusning og bølger på vandoverfladen, så alt under vandspejlet forsvinder, eller der skabes forvrængede billeder.
Spejlinger mellem mennesker, natur og universet
I alle årstider og i al slags vejr fremtryller søens spejlinger og dybder en mangfoldighed, som er parallel til den mangfoldige måde vi mennesker spejler os i hinanden og vores omgivelser.
”Under fotograferingen har jeg oplevet spejlingerne i skovsøen som metafor for de spejlinger, der ustandseligt foregår imellem mennesker og vores omgivelser. En levende ageren i evig bevægelse, uforudsigelig og kompleks – som vandspejlet”, forklarer Janne Klerk.
Mange timer med fotograferinger i vandspejlet rejser også en lang række spørgsmål. Om lysets brydninger i vand, om økosystemet, universet, solen, atmosfæren og om spejlinger mellem mennesker. Som en del af arbejdsprocessen har Janne Klerk derfor samarbejdet med astrofysiker Anja C. Andersen og forfatter Gitte Broeng, som begge bidrager til projektet med tekster om både målbare og ikke målbare udsagn og synsvinkler på det fascinerende begreb ’spejlinger’.
Versioner af udstillingen har tidligere været vist i Rundetårn og på Johannes Larsen Museet, men det er første gang udstillingen vises i denne form i Jylland.
Alle er velkomne
Mad og Kunst
Program
- Kl. 17.30 – Ankomst og mulighed for at opleve udstillingen i Vestjyllands Kunstpavillon
- Kl. 18.00 – Mad som motiv i kunsten gennem tiderne v/Christian Langbo Salling
- Kl. 18.30 – Farverig anretning fra Hotel Falken
- Kl. 19.30 – Kreativt indlæg med fokus på mad i kunsten v/Erik Peitersen
- Kl. 20.30 – Tak for i aften
Pris og praktik
- 250 kr. pr. person ekskl. billetgebyr på 10 kr.
- Prisen er inkl. foredrag, mad, 1 drikkevare (vin/øl/vand) og kaffe/te
- Billetter kan ikke annulleres eller refunderes
KØB BILLET HER
VAM korets forårskoncert
Musikevent
Forårssang med VAM koret 2026
Mandag den 20. april kl. 19.30
Billetpris 100 kr.
75 kr. for medlemmer af VAM eller Kunstpavillonen
Billetter kan købes/forudbestilles i Kunstpavillonen i den normale åbningstid eller på tlf. 9717 2879 – eller forudbestilles hos VAM på vamf@live.dk
Drikkevarer, kaffe/te og kage kan købes.
Vi ses til en hyggelig aften fuld af sang.
Koreleder Lone Haubjerg
Pianist Birgitte Haubjerg
Så er VAM koret ved at være klar til forårets korkoncert og sangaften i Vestjyllands Kunstpavillon. Koret har hele foråret øvet sig sammen med korleder Lone Haubjerg og pianist Birgitte Haubjerg. Korets mænd og kvinder glæder sig til at møde publikum til en rigtig hyggelig aften i de fantastiske rammer i kunstpavillonen.
Ingen tvivl om at hyggen hurtigt vil brede sig ved cafébordene, når kor- og fællessang fylder rummet.
René Holm, Philip Grözinger og Jonas Burgert: Malerei
Udstilling med malerier og skulpturer
René Holm, Philip Grözinger og Jonas Burgert: Malerei
Fernisering
Lørdag den 18. april 2026 kl. 14-16
Kunstnerne René Holm og Philip Grözinger vil være til stede.
Alle er velkommen
Vestjyllands Kunstpavillon præsenterer udstillingen Malerei, der samler tre markante kunstnere på den internationale maleriscene: René Holm, Jonas Burgert og Philip Grözinger. Udstillingen undersøger maleriets fortsatte relevans som et sanseligt og kritisk medie i en tid præget af hastige forandringer, global uro og digital billedstrøm.
Med maleriet som fælles udgangspunkt udfolder de tre kunstnere vidt forskellige, men beslægtede billedverdener, hvor menneskets eksistens, længsler og blinde vinkler træder frem med både intensitet og tvetydighed.
Den danske kunstner René Holm tager afsæt i menneskets livsvilkår i udkanten af samfundets normer. Hans værker kredser om fællesskab, tro og eksistentiel søgen – ofte med rødder i mindre samfund, hvor identitet formes i spændingsfeltet mellem isolation og samhørighed. Holm er kendt for sine sanseligt ladede, pastose oliemalerier, hvor tykke lag af farve skaber en fysisk tilstedeværelse og en næsten taktil billedoplevelse. I de senere år er lyset trådt frem som et centralt motiv – både som religiøst symbol og som billede på håb og forvandling.
Tyske Philip Grözinger fremstiller en både popkulturel og dystopisk billedverden, hvor stærke farver og tilsyneladende humoristiske og legende motiver dækker over en mere mørk samtidsdiagnose. Hans værker skildrer et kunstigt univers befolket af figurer, der jagter øjeblikkelig tilfredsstillelse i en virkelighed præget af forbrug, teknologi og iscenesættelse. Med referencer til science fiction, computerspil og sociale medier skaber Grözinger billeder af en verden, hvor det autentiske og det konstruerede flyder sammen. Bag de lysende farver og dekorative overflader gemmer sig en fortælling om fremmedgørelse, eskapisme og en længsel efter mening i en tiltagende kompleks virkelighed. I udstillingen udvides malerierne med skulpturelle objekter i træ, keramik og tæpper, som breder sig ud i udstillingsrummet.
Hos tyske Jonas Burgert udfolder maleriet sig som et teatralsk rum. Hans monumentale lærreder befolkes af fantastiske figurer, dyr og organiske former i komplekse, næsten rituelle scener. Burgert arbejder i en billedtradition, der trækker tråde til både barokkens overflod og Hieronymus Bosch’ fabulerende universer, men hans værker er samtidig dybt forankret i en nutidig eksistentiel problematik: menneskets vedvarende forsøg på at skabe mening i en uoverskuelig verden. Med en blanding af det groteske og det poetiske blotlægger Burgert de lag, der gemmer sig bag det umiddelbart synlige.
Med Malerei sætter Vestjyllands Kunstpavillon fokus på maleriet som et sted for refleksion over menneskets eksistens og samtidens paradokser. Udstillingen viser, hvordan tre forskellige kunstneriske praksisser kan åbne for både sanselige oplevelser og kritiske perspektiver på den verden, vi er en del af.

Herunder yderlig fotogalleri fra fernisering af udstillingen
Klik på et foto og se billederne i stor størrelse
Foto: Eigil Lundsgård
Påskeudstilling 2026
Påskeudstilling med lokale og regionale kunstnere
Onsdag den 25. marts til og med søndag den 12. april 2026
Fernisering var lørdag den 28. marts kl. 14-16
Søndag d. 5. april kl 13-14.30: Hanne Schmidt fortæller om sine værker i udstillingen.
Kuratorer: Anette Sørensen, Birgit Haustrup og Vita Bek.
Udstillingen byder på 3 spændende kunstnere
Billedkunstner Hanne Schmidt, Lind
Mit motivunivers er interiør og rum i mere eller mindre forfald. Tomme rum med spor af et levet liv. Nogle rum har stået tomme i årtier, andre måske kun et øjeblik. Når man træder ind i et rum, sanser man en stemning, men hvilken? Det undersøger jeg i mine værker. Malerisk er jeg optaget af lyset, farverne, stofligheden og dybden i mine billeder.
Indholdsmæssigt arbejder jeg med temaer, som skønheden i forfaldet, åbninger og håb, de perfekte uperfektheder – at ”There is a crack in everything”, som sangeren Leonard Cohen formulerer det.
Jeg arbejder primært i olie på lærred, men laver også papirværker i flydende tusch, samt keramik.
Jeg debuterede på KS, Kunstnernes Sommerudstilling, i 2012, og har siden da haft værker antaget på de statsanerkendte censureringer i alt 7 gange. Jeg er medlem af BKF, Billedkunstnernes Forbund, og har udstillet i både ind- og udland. I 2021 sagde jeg mit gode efterskolejob op, og har siden været selvstændig kunstner på fuldtid.
Se mere på www.hanneschmidt.dk
Billedkunstner Claus Larsen, Brædstrup
Claus Larsen bor i Danmark, efter 33 års ophold i Milano, Italien. Hans mange overraskende talenter har sammen med hans ambitioner dannet grundlag for en enestående rejse-
Claus Larsen er født i Glostrup lidt udenfor København i 1954. Han startede tidligt med at male og begyndte at udstille i gallerier i København. På samme tid startede han på medicinstudiet og blev uddannet som læge ved universitetet i København.
I 1987 tog han til Milano og begyndte at arbejde som medicinsk og videnskabelig illustrator og forenede på denne måde sin interesse for kunst og medicin.
i 2009 organiserede han den internationale AEIMS kongres på Naturvidenskabeligt Museum i Milano. Samme år begyndte Claus Larsen at udstille sin kunst. I de følgende år har han udstillet i mange gallerier i Italien og i udlandet og ligeledes også på kunstmesser.
Larsen fik den internationale fredspris i Kunst G.O.M.P.A.
I 2013 modtog Claus Larsen den internationale fredspris i Kunst G.O.M.P.A. Og et af hans billeder blev ved denne lejlighed udstillet i Monreale på Sicilien.
I 2014 blev hans billede “The Divine Forest” udvalgt til the First Biennal of Crativity i Verona, Italien, og samme år ligeledes udstillet på verdensmessen i Los Angeles.
Han giver os gennem sin kunst en omhyggelig og detaljeret opfattelse af en unormal verden, del af et ekstraordinært univers, som kun en levende og febril fantasi er i stand til at skabe.
Claus Larsen er en surrealist fra vores tid, en billedpuslespilsekspert med en speciel forkærlighed for illusionen, metaforen, men også eventyrfortællingen. Hans arbejde har flere forskellige lag af fortolkningsmuligheder.
Læs mere om Claus Larsens liv og kunst
Keramiker Nina Lund, Ejstrupholm
”Når krop bliver til krukke”
Medlem af Danske Kunsthåndværkere og Designere samt medlem af Ikast- Brande Kommunes Billedkunstråd.
Mesterlære i La Borne i Frankrig 1992-1997. Eget værksted i nedlagt insulinfabrik i Hedegård siden 1998. Arbejder med brugsting, men også større værker.
Jeg holder af drejning som udtryk og brugsting som objekt. Sammen udgør de kernen i mit arbejde. At dreje er mit sprog – en teknik der forsat udfordrer og fascinerer mig. Man kan hurtigt formgive, lege og undersøge.
Mit arbejde har rødder i håndværket og jeg forsøger at trækket tråde i tiden og give helt enkle brugsting et nutidigt personligt udtryk. Fra jernalder og franske terriner fra det 18 århundrede til forvoksede fingerbøl.
Til denne udstilling har jeg arbejdet med temaet ”Når krop bliver til krukke”
Med udgangspunkt i forskellige kroppe har jeg arbejdet med krukkeforme. I keramikken refererer man til en krukkes hals, skudre og mave og netop dette virkeliggøres, hvilket udfordrer de klassiske proportioner. Som mennesket har krukken en indvendig og udvendig side, der ikke altid stemmer overens. Materialet er forskellige typer af stentøj, og der er brændt i en brændefyret ovn, hvor aske og atmosfære giver hver krukke sin helt egen detaljerigdom.
* * *
Herunder fotogalleri fra udstillingen
Klik på et foto og se billederne i stor størrelse
Foto: Eigil Lundsgård
Ringkøbing Big Band
Jazzkoncert med Ringkøbing/Hof Big Band
og sangerinde Gaia Maria Jørgensen
Tirsdag den 17. marts 2026 kl. 19.30
Billetpris 100 kr.
75 kr. for medlemmer
Billetter kan købes/forudbestilles i Kunstpavillonen i normal åbningstid eller på tlf. 9717 2879
Ringkøbing/Hof Big band spiller tirsdag 17. marts forårskoncert i Vestjyllands Kunstpavillon i Videbæk. Det er en årlig begivenhed, som orkesteret altid glæder sig til.
Sangerinde i Ringkøbing/Hof Big Band er Gaia Maria Jørgensen.
På repertoiret står en stribe velkendte numre fra den klassiske bigband-æra – numre, der blev gjort udødelige af legender som Glenn Miller, Count Basie, Ella Fitzgerald, Benny Goodman og Frank Sinatra – men også kompositioner af nyere dato.
Orkesteret blev stiftet i 1974 i Ringkøbing af trompetisten Flemming Nordenhof, som har stået i spidsen lige siden. Både orkester og dirigent rundede således 50-års jubilæet i sommeren 2024, hvilket blev fejret med store koncerter i Ringkøbing og Herning.
Det 25 m/k store orkester turnerer flittigt året rundt i ind- og udland og har blandt andet optrådt i Tyskland, Frankrig, Sverige, Ungarn, Tjekkiet, Holland og på Færøerne.

Media Art Days – Lyskunst i anlægget
Media Art Days – med lyskunst i anlægget
omkring Vestjyllands Kunstpavillon – Arne Haugen Sørensen Museum
Fredag den 6. marts og lørdag den 7. marts 2026
Media Art Days er et to ugers residency-program for lys- og mediekunstnere, der kører fra den 22. februar til den 8. marts 2026.
I år i samarbejde med Vestjyllands Kunstpavillon, Videbæk Borgerforening og Brogården Kulturvæksthus.
Oplev lys- og mediekunstnere fra Finland, Holland, Tyskland og Danmark til gratis familieaften på Vestjyllands Kunstpavillon – Arne Haugen Sørensen Museum den 7. marts, når en del af Ringkøbing Skjern Kommunes Media Art Days afholdes i og omkring Kunstpavillonen.
Tætpakket program
Media Art Days varmer op i Ringkøbing, hvor man kan gå på jagt efter kunstinstallationen ”Geopolitical burger” – en lysende gul hamburger på en butikshylde blandt pastasalater og to go-sandwiches. Det er lys-og installationskunstneren Anne Roininens bud på vedkommende kunst i det åbne rum. Den finske kunstner udstiller nemlig sin ”Geopolitical Burger”i SuperBrugsen i Ringkøbing og Videbæk med den intention, at den skal få os til at stoppe op og reflektere over vores daglige valg.
Hele programmet slutter i Videbæk, hvor hele 10 lyskunstværker bliver præsenteret bl.a. med holografisk projektion på vandgardiner i området omkring Vestjyllands Kunstpavillon-Arne Haugen Sørensen Museum. Det er om aftenen den 7. marts, hvor kunstpavillonen, der er partner på Media Art Days, holder gratis åbent for alle interesserede.
Herudover vil den finske lysdesigner, kurator og underviser på det finske kunstakademi, Mia Kivinen, tale om lyskunst ’som kunst eller underholdning’ – og illustrere sit tema med eksempler på en række forskellige kunstværker. Det er den 6. marts kl. 17.00 på Vestjyllands Kunstpavillon i Videbæk.
På hjemmesiden Brogaardenkultur.dk kan man se det fulde program for Media Art Days, og også se, hvilke programpunkter, der er arrangeret for f.eks. gymnasieelever – og hvilke, der er åbne for alle interesserede.
Mere information om de lyskunstnere, som medvirker med lyskunst i Videbæk: Media Art Days – information
Alle er velkommen
Gratis adgang til Kunstpavillonen-Museet lørdag den 7. marts om aftenen.

Oliver og Fernando de la Rosa
Salgsudstilling med vægskulpturer/skulpturer
af de spanske kunstnere Oliver og Fernando de la Rosa
‘Dos en uno’ – ‘To i en’
Fernisering var Lørdag den 21. februar kl. 14-16 – udstillingen slutter søndag den 22. marts.
Kurator og kunstnere deltog.
Udstillingen er kurateret af Tina Anette Madsen under paraplyen VK Lokalarrangement i samarbejde med Vestjyllands Kunstpavillon.
Omvisning og foredrag søndag den 15. marts kl. 14.00
Omvisning og foredrag om de to kunstnere Oliver og Fernando de la Rosa ved koordinator Edel Marie Thomsen.
Edel Marie Thomsen som har kendt de to spanske kunstnere igennem mange år, vil både fortælle om den nuværende udstilling – Dos en uno -To i én – og om de to kunstneres mangeårige samarbejde.
Foredraget vil vare ca 45 minutter, med plads til spørgsmål undervejs.
Alle er velkomne, når entré til huset er betalt.

Fernando og Oliver er ankommet og ses her i Arne Haugen Sørensen Museum. Der skal bruges en lille uge på at opsætte udstillingen i Kunstpavillonens udstillingslokaler.
De to kunstnere mødte hinanden i Málaga i 1997, hvor Oliver tilfældigvis besøgte udstillingen “Den Frembrydende Have” af Fernando de la Rosa. Mødet gav anledning til en dialog om kobberraderingernes muligheder i samspil med malerierne. Dette har genereret til et tæt samarbejde siden, hvor de to kunstneres relation og kunstneriske skabelsesproces fortsat udvikles og udfordres.
Oliver og Fernando de la Rosa begyndte deres samarbejde med kobberraderinger. Deres udtryk og effekt har været dybtgående og frugtbare. En dialog, der er udviklet gennem de grafiske kunstværker, med materialer og former, teksturer og farver sammenfattet i harmoniske, kreative aktiviteter.
Deres samarbejde går altså langt tilbage. Deres værker af i dag kan bedst beskrives som vægskulpturer-, eller som værker der bryder ud af væggen.’
Oliver skaber den skulpturelle del af værket i jern, hvorefter Fernando de la Rosa maler på skulpturerne, enten på selve skulpturen eller på paneler. Nogle gange har Oliver startet en skulptur, som de la Rosa så maler på træ, andre gange er det de la Rosa der starter med træ der males, som Oliver så skaber den skulpturelle jernfigur til.
Begge kunstnere er optaget af naturen og dens farver, som de indarbejder i deres skabelse af værkerne og Oliver har i mange år været optaget af ”The Bull and the Lady”, på dansk – Tyren og kvinden.
Baggrundsviden om de to kunstnere
OLIVER (F.1941)
Er født i Pennsylvania, USA og er oprindeligt uddannet arkitekt. Han var i 7 år partner i et arkitekt og design firma i Maryland, USA. I 1968 tog han til Spanien og bosatte sig i Nerjá (Málaga), hvor han begyndte et liv som autodidakt kunstner. Fra 1970 har Oliver arbejdet med litografier og grafik, og fra 1999 har han også arbejdet med skulpturer.
FERNANDO DE LA ROSA (f. 1964)
Spansk kunstner og kandidat i kunst – med speciale i maleri – fra Universitetet i Sevilla, 1987. Doktor i kunsthistorie fra Universitetet i Málaga, 2013. Fra 1987 til 2024 har han undervist i tegning på gymnasier.
Fernando de la Rosa har primært udøvet sin kunstneriske aktivitet som maler, men har siden begyndelsen også beskæftiget sig med grafisk kunst ved hjælp af forskellige teknikker. Han har uddannet sig i graveringsværksteder hos José M Córdoba og Paco Aguilar i Málaga.
Begge kunstnere har en lang udstillingshistorik bag sig, med udstillinger i både Spanien, Danmark, Holland mm.
Herunder fotogalleri fra udstillingen
Klik på et foto og se billederne i stor størrelse
Foto: Eigil Lundsgård
Det er et stort arbejde at udpakke, sortere og finde den rette placering af kunstværkerne til en udstilling af denne type og derefter et godt ophængningsudvalg til at stå for selve ophængningen:
Herunder fotogalleri fra arbejdet:
Klik på et foto og se billederne i stor størrelse
Foto: Edel Marie Thomsen
Koncert med Nana Rashid
Koncert med NANA RASHID – The Trio Tour
Torsdag den 19. februar 2026 – kl. 19.30
Koncerten er arrangeret i samarbejde med Generator, Ringkøbing
Billetter kan købes via nedenstående link: Billetpris 250 kr. + gebyr 13 kr.
Medlemmer af Generator og Vestjyllands Kunstpavillon får 25 kr. i rabat ved billetbestilling.
https://place2book.com/da/sw2/sales/b8yhdt4xgk

The Trio Tour – Vinterjazz 2026
På The Trio Tour under Vinterjazz 2026 åbner Nana et nyt kapitel i sit kunstnerskab. Sammen med
to musikere fra sin kunstneriske kreds undersøger hun, hvad der sker, når musikken får lov at leve
frit – uden faste rammer, uden sikkerhedsnet. En genopdagelse af musikken fra nye vinkler med den
samme ærlighed og åbenhed som kendetegner Nanas univers.
Læs mere om Nana Rashid og koncerten her: Nana Rashid EPK 2026
Koncerten med Nana Rashid, bassisten Martin Brunbjerg Rasmussen og guitaristen Rasmus Oppenhagen Krogh blev afviklet i lokalerne med Arne Haugen Sørensen malerier som kulisse – klik på et foto og se dem i fuld størrelse.
Julelukning 2025-2026
I forbindelse med julen og nytåret er Vestjyllands Kunstpavillon og Arne Haugen Sørensen Museum
LUKKET fra fredag den 19. december 2025 – til og med fredag den 9. januar 2026
Vi glæder os til et spændende 2026, hvor der
lørdag den 10. januar 2026 kl. 14 åbnes med FERNISERING:
på ny samtidskunst udstilling med malerier og keramiske værker af Anna Hyldeborg.
Alle besøgende ønskes et godt nytår og tak for besøg i 2025.

AFLYST – Koncert med VAM koret
Musikevent er desværre AFLYST pga sygdom.
De, der har forudbetalt, kan få pengene tilbage ved at henvende sig i Kunstpavillonen i åbningstiden.
Efterårskoncert og julesang med VAM koret 2025
Mandag den 8. december kl. 19.30
Billetpris 100 kr.
75 kr. for medlemmer af VAM eller Kunstpavillonen
Billetter kan købes/forudbestilles i Kunstpavillonen i den normale åbningstid eller på tlf. 9717 2879 – eller forudbestilles hos VAM på vamf@live.dk
Drikkevarer, kaffe/te og kage kan købes.
Kom og oplev VAM korets efterårskoncert – og derefter fællessang.
Koreleder Lone Haubjerg
Pianist Birgitte Haubjerg
Korkoncert Sangaften Invitation efterår 2025
Kai Normann Andersen 125 år
FOF Herning inviterer til fællessangskoncert
Mandag den 27. oktober 2025 kl. 19.30-21.00
“Alle går rundt og forelsker sig …” Hyldest til kai Normann Andersen, 125 år.
Sang: Ole Jørgensen
Klaver: Jesper Bauder
Det store fællessangskor: DIG!
Læs mere – og tilmelding hos FOF her
Vi kender dem alle sammen – de gode sange, de klassiske film og de utallige, smukke melodier… Over 900 er det blevet til, siden bankmanden Kai Normann Andersen byttede bankbogen ud med nodepapir.
Vi markerer Kai Normann Andersens 125-års fødselsdag og fejrer det med fællessang, hvor vi synger alle de kendte og elskede sange som: Alle går rundt og forelsker sig, Glemmer du, Den allersidste dans, Gå ud og gå en tur, Lille du, Man binder os på mund og hånd, I dit korte liv, Musens sang – og mange, mange flere.
Mange af sangene blev udødeliggjort af blandt andre Liva Weel, og flere har siden fundet vej til Højskolesangbogen.
Kom med til fællessangskoncert, hvor vi synger alle disse udødelige sange, krydret med gode historier om melodierne, filmene og om Kai Normann Andersen selv.
Der er lagt op til god stemning, højt humør, swingende rytmer, smukke ballader og masser af sang, når Ole Jørgensen – akkompagneret af pianist Jesper Bauder – inviterer til en aften i nostalgiens tegn i den smukke Kunstpavillon. Der bydes også på kaffe og kage, og det er naturligvis muligt at se den aktuelle udstilling.
AFLYST – Per Arnoldi
AFLYST – på grund af sygdom
Måske vil udstillingen senere kunne gennemføres
Udstilling af billedkunstner Per Arnoldi, København
“LIV og DØD”
Per Arnoldi har i mange år haft samarbejde med Videbæk Bogtrykkeri og medvirket til flere events i Videbæk
Udstillingen omfatter Nye malerier, skulpturer, modeller og plancher af nationale monumenter fra Arnoldis værksted.
Kunstværket med båden som illustrerer jødernes flugt i oktober 1943

Udstillingen omfatter Nye malerier, skulpturer, modeller og plancher af nationale monumenter fra Arnoldis værksted.
Krigssejlerne i Mindelunden i Ryvangen WW2, oktober 1943, mindesmærket fra jødernes redning i Humlebæk. National Police monument på The Mail, London, store tegninger, ca. 250 unika akvareller, samt (helt nyt !!) Arnoldis udkast til hans eget gravsteds udforming!!
Per Arnoldi har en lang tilknytning til Videbæk. 1996 bestilte Videbæk Bogtryk i anledning af det fine trykkeris 50 års fødselsdag som en fest-gave til byen, en skulptur til rundkørslen ved den østlige indfaldsvej til byen. Det store, vredne V kender alle.
Senere blev bogtrykkeriet Arnoldis fortrukne leverandør til kræsne og krævende grafiske opgaver, både herhjemme og i udlandet.
Da stædige ildsjæle i Videbæk omkring 2002 fik ideen til en pavillon, til musik eller kunst, var Arnoldi, som kunstnerisk rådgiver for bygherren Mærsk Mc.Kinney Møller i samarbejde med arkitekt Henning Larsen, midt i arbejdet med farvesætning design af logo og den detaljerede udsmykning af det store Operaprojekt i København.
Arnoldi, der over 60 år har rejst landet tyndt som fortæller, vidste, at Arkitekten var født i Videbæk og forslog ham til pavillonprojektet!
Henning Larsen blev da også æresborger!
Og her er vi nu. Videbæks vartegn har så tydeligt “smittet”, så det store V nu er et gennemgående motiv.
Udstillingen, som også viser eksempler på igangværende skulpturprojekter, bl.a. for domkirken Skt. Olai i Helsingør, slår med sin titel: LIV og DØD en lidt mere alvorlig tone an end de energiske og muntre farver, Arnoldi gennem et snart langt og flittigt kunstnerliv, med opgaver løst i over 85 lande, er blevet verdenskendt for.
Herhjemme har massiv TV- og Radiooptræden, utrættelig debat- og foredragsvirksomhed, bøger samt snart 600 plakater bidraget til Arnoldis store folkelige synlighed.
Arnoldi har undervejs i sit voldsomme virke selv karakteriseret sine resultater som “professionel folkekunst”…tilsyneladende et Paradox… men måske et bedre et af slagsen!
Carsten Frank
Solo- og salgsudstilling
“Natur – over tid”
billedkunstner Carsten Frank, Silkeborg og Spanien
Fernisering – Lørdag den 18. oktober, hvor kunstneren vil være til stede.

Pressemeddelelse i f.m. udstillingen
Fra barneårene har naturen været livets kildevæld for kunstneren Carsten Frank. Han ser naturen som vores helt uundværlige allierede, og som ballast bærer han selv på en dyb taknemmelighed over at komme fra et så smukt sted som Silkeborg-egnen. For her mødes byen og landet i en skrøbelig balance mellem urolig dynamisk fremdrift og sjælelig ro, som normalt i kulturens tid, og by og land har endnu muligheden for at befrugte hinanden modsat i nutidens store metropoler.
Man vil gerne lande i Carsten Franks natur, slå sig ned og gå på opdagelse.
Og har man fulgt Carsten Franks kunst gennem mange år, har man været med gennem en udviklende og fornyende proces. Meget har over tid forandret sig, og umiddelbart kunne man fristes til at tro, at hele kunstnerens palet således jævnligt bliver skiftet ud. Det bliver den ikke. Vi genkender straks hans billedsprog, den sprøde knitren i streger og farvesætninger. Men i værkerne opdager man at motivvalget er nyt, og landskaberne kan i enkelte tilfælde blive befolket af mennesker eller huse. Hans pensel er blevet løsere, og form og farveskift vidner også om et mentalt skift. Noget hos kunstneren virker forløst og på plads.
Fotogalleri fra udstillingen
Klik på et foto og se billederne i stor størrelse
Foto: Eigil Lundsgård
Leif Sylvester
Fødselsdagsudstilling (Solo- og salgsudstilling)
“Som jeg ser det”
Multikunstner Leif Sylvester
Fernisering lørdag den 21. juni 2025 kl. 14.00-16.00
Dette er 85 års fødselsdagsudstilling med multikunstner Leif Sylvester, København, der havde stor succes med sin 80 års fødselsdagsudstilling i 2020 i Lyngby, Skagen, København og især i Videbæk.
Udstillingen vil blive vist flere steder i Danmark.
Pressemeddelelse om udstillingen


Leif Sylvester Petersen (født 18. april 1940 i København) er en dansk kunstmaler, grafiker, musiker og skuespiller. Han er oprindeligt udlært som tømrer, men har sideløbende arbejdet som udøvende musiker og kunstner.
Se evt mere på hjemmesiden Python
Lokalarrangement
Fotogalleri fra udstillingen
Klik på et foto og se billederne i stor størrelse
Foto: Eigil Lundsgård
Erland Knudssøn Madsen
Solo- og salgsudstilling
Billed- og kirkekunstner Erland Knudssøn Madsen, Thy
Fernisering
Lørdag den 3. maj 2025 kl. 14.00-16.00
Alle er velkommen
Erland Knudssøn Madsen fra Thy arbejder med malerier, skulpturer i forskellige materialer og blev i 2010 en kendt billedkunstner i Videbækområdet ved indvielsen af den udvidede og moderniserede kirke, hvortil Erland Knudssøn Madsen havde udført den nye og meget roste altertavle.
Der forløb herefter nogle år, hvor mange især menighedsråd, besøgte Videbæk Kirke og fik den spændende historie om kirkens nye altertavle og flere Videbækborgere begyndte at besøge andre af Erland Knudssøn Madsens kunstværker rundt om i Danmark.
Erland Knudssøn Madsen har lavet mange udsmykninger hos private, virksomheder og offentlige bygninger og billedkunstneren har haft mange udstillinger i Danmark, De nordiske Lande, Polen, Tyskland og Slovakiet.
Bestyrelsen for Vestjyllands Kunstpavillon / Arne Haugen Sørensen Museum er meget glade for, at der efter 5 års arbejde er lykkedes med en aftale for en lovende udstilling med Erlands Knudssøn Madsen i Videbæk fra den 3. maj til 15. juni 2025.
Kunstudstillingen viser et bredt udsnit af malerier, raderinger, relieffer, litografier, tryk og skulpturer fremstillet af forskellige materiale som træ. metal, granit. lærred og papir samt materialer med tilknytningen til Videbæk Kirke.
Alle kan glæde sig til en spændende og alsidig udstilling af en rutineret og dygtig 83- årig billedkunstner, der også vil læse op af sine digte ved ferniseringen den 3. maj kl. 14.00.

Se mere på kunstnerens hjemmeside: https://clausenskunsthandel.dk/collections/erland-knudsson-madsen
Fotogalleri fra udstillingen
Klik på et foto og se billederne i stor størrelse
Foto: Eigil Lundsgård

Påskeudstilling 2025
Påskeudstilling med lokale og regionale kunstnere
Onsdag den 9. april til og med søndag den 27. april 2025.
Fernisering blev afholdt lørdag den 12. april 2025 kl. 14-16.
Udstillingen byder på 3 spændende men meget forskellige kunstnere
samt værker fra 2 skoler i Skjern.
Ayoe Lise Lysgaard Pløger, Brande
Kari Thygesen, Skjern
Mariane Ladegaard, Fredericia
samt kunstværker fra 2 skoler i Skjern
Kuratorer: Anette Sørensen, Birgit Haustrup og Vita Bek.
* * *
Naturalistisk, ekspressionistisk og abstrakt
Ayoe Lise Lysgaard Pløger
“From tree to forrest”
Hovedinspirationen til mine værker, uanset formsprog, henter jeg i landskabet og naturen. Jeg er optaget af landskabet som en fællesmenneskelig reference, af hvordan naturen kan formidle fortællinger og historier, der rammer i sindet, i hjertet og måske ind i minder, vi havde glemt.
Jeg er en formidler af naturens sprog og balancer, af menneskelige interaktioner og tiden vi lever i.
Må jeg låne dit visuelle ører, må jeg bruge din tid, så vil jeg fortælle dig om verden, som jeg ser den lige nu. Dén handler om dig, os – os alle sammen.
Jeg arbejder med glæden, troen på det gode. Med letheden som du dog vil mærke, også har dybde. Poesi og symboler er mine medfortællere. Giver mine værker dig et smil på læben, forundres du, pirres din fantasi, får du en indsigt eller en eftertanke, så har jeg opnået med min kunst, hvad jeg gerne vil. Så har vi set hinanden.
Drømmer du om at pynte dit hjem eller din virksomhed med abstrakt kunst eller et abstrakt maleri? Jeg skaber malerier og abstrakt kunst, der sætter gang i fantasien og sender dig på en spændende fortælling, som kun stopper, hvor din egen fantasi sætter grænser.
Du er altid velkommen til at lave en uforpligtende aftale eller besøge mit galleri i Hvide Sande.
Mail: ayoellploger@outlook.dk
Mobil: 20714697
* * *
Kari Thygesen, Skjern
Kari Thygesen er uddannet på Skolen for Hverdagskunst med en række kurser og efteruddannelser som supplement. Min kunstneriske tilgang er eksperimenterende, og jeg arbejder særligt med teknikker, der fremhæver tredimensionelle virkninger.
Farveblandinger og symbolik spiller en central rolle i mine værker. Mit mål er at skabe billeder, der giver nye perspektiver på livets glæder og udfordringer.
Dette gør jeg med afsæt i min kristne grundholdning og med udgangspunkt i mit mantra:
” Skabt i glæde- til eftertænksomhed.”
Se mere på Karis hjemmeside: www.karithygesen.dk
* * *
Mariane Ladegaard, Trelde Næs ved Vejle Fjord
Uddannet fra Århus kunstakademi i 2019, og bor og arbejder på Trelde Næs ved Vejle Fjord.
Jeg beskæftiger mig med skulptur, fotografi og billedkunst. Jeg brænder for at formidle glæden ved naturen, og derved bringe jordforbindelsen tilbage i os mennesker.
I min billedkunst indgår symbolske og underbevidste tanker og fantasier – som stilart bedre kendt som surrealisme. Jeg giver gennem kunsten mit indspark i den politiske debat, både hvad angår religion, klima, køn og natur.
I Vestjyllands Kunstpavillon udstiller jeg maleriet: “Den sidste nadver”, som er en nyfortolkning af Leonardo da Vincis værk fra 1495. I det oprindelige værk skildres det øjeblik, hvor Jesus netop har fortalt de tolv disciple, som er samlet ved et langbord, at en af dem snart vil forråde ham. I mit værk, har dyrene byttet plads med med Jesus og disciple. Jeg vil lade det være op til beskueren at drage paralleller og fortolke symbolikken.
Mine skulpturer laver jeg i genbrugstræ. I al min kunst indgår dyrene, og gerne i en størrelse, så ingen overser dem. Filosofien bag, er er skabe nysgerrighed og kærlighed til vores fælles natur og dyreliv.
På udstillingen medbringer jeg skulpturen “Myren” som er en hyldest til de ca. 50 arter af myre som findes i dansk natur – lige for fødderne af os. På verdensplan er der omkring 15.000 arter.
Se mere på Marianes hjemmeside: www.ladegaardkunst.dk

* * *
Foruden de 3 kunstnere udstiller 2 skoler fra Skjern
Skjern Kristne Friskole
Her arbejderne eleverne på valgfagsholdet i billedkunst 7. klasse med at skabe forårsbilleder, der skal udstilles på Kunstpavillonen. Eleverne forsøger at gengive foråret i blide farver. Der arbejdes med akrylmaling på lærred, og der er fokus på opbygningen af billedet med for- mellem- og baggrund. For at skabe liv og struktur i billedet arbejdes der med at tilsætte savsmuld i malingen og spartelmasse på lærredet.
Skjern Folkeskole Afd. Enghavevej
Her har man arbejdet med: “En rejse ind i farver og former – inspireret af Yayoi Kusama”
Når man som elev i den danske folkeskole begynder i 7. klasse, skal man vælge det valgfagshold, som man vil være på de kommende to skoleår. Arbejdet afsluttes herefter med en afgangsprøve, hvor ens værker fra de seneste to år præsenteres. Holdet her består af piger og drenge fra Skjern Folkeskole – Afd. Enghavevej, som går i 7. klasse – og er alle fulde af gå-på-mod og arbejdsomhed.
Inspireret af den verdenskendte japanske kunstner Yayoi Kusamas serie ” My Eternal Soul” og hendes organiske former og farverige univers, har eleverne de sidste par måneder dykket ned i deres egen kreativitet. Gennem eksperimenter med forskellige teknikker og med fokus på Kusamas kendetegn fra denne serie har de skabt en mangfoldighed af egne værke, der både afspejler Kusamas kunstneriske univers og deres egne unikke udtryk.
De færdige værker udstilles først i Kunstpavillonen, men er en del af den årsudstilling, de skal præsentere i slutningen af 8. klasse.
* * *
Fotogalleri fra udstillingen
Klik på et foto og se billederne i stor størrelse
Foto: Eigil Lundsgård
VAM korets forårskoncert
Musikevent
Forårssang med VAM koret 2025
Mandag den 7. april kl. 19.30
Billetpris 100 kr.
75 kr. for medlemmer af VAM eller Kunstpavillonen
Billetter kan købes/forudbestilles i Kunstpavillonen i den normale åbningstid eller på tlf. 9717 2879 – eller forudbestilles hos VAM på vamf@live.dk
Drikkevarer, kaffe/te og kage kan købes.
Vi ses til en hyggelig aften fuld af sang.
Koreleder Lone Haubjerg
Pianist Birgitte Haubjerg
Så er VAM koret ved at være klar til forårets korkoncert og sangaften i Vestjyllands Kunstpavillon. Koret har hele foråret øvet sig sammen med korleder Lone Haubjerg og pianist Birgitte Haubjerg. Koret tæller 40 sangere – mænd og kvinder, som alle glæder sig til at møde publikum til en rigtig hyggelig aften i de fantastiske rammer i kunstpavillonen
Traditionen tro efterfølges korkoncerten med en omgang fællessang, med en række populære sange – denne gang fra den ny højskolesangbog.
Ingen tvivl om at hyggen hurtigt vil brede sig ved cafébordene, når kor- og fællessang fylder rummet.
Ringkøbing Big Band
Forårskoncert med Ringkøbing Big Band og sangerinderne Gaia Maria Jørgensen og Matilde Husted.
Tirsdag den 25. marts 2025 kl. 19.30
Billetpris 100 kr.
75 kr. for medlemmer
Billetter kan købes/forudbestilles i Kunstpavillonen i normal åbningstid eller på tlf. 9717 2879
Orkesteret blev stiftet i 1974 i Ringkøbing af trompetisten Flemming Nordenhof, som har stået i spidsen lige siden. Både orkester og dirigent rundede således 50-års jubilæet i sommeren 2024.
Nordenhof har dog pga. alder nu lagt trompeten ”på hylden” og nøjes med at dirigere og synge et par numre. Flemming Nordenhof har tidligere modtaget Ringkøbing Amts Musikpris for sit mangeårige virke som trompetist og orkesterleder. I 1999 flyttede Nordenhof til Herning, og i dag består orkestret af musikere fra hele Midt- og Vestjylland.
Det 25 m/k store orkester turnerer flittigt året rundt i ind- og udland og har blandt andet optrådt i Tyskland, Frankrig, Sverige, Ungarn, Tjekkiet, Holland og på Færøerne. På repertoiret står en stribe velkendte numre fra den klassiske bigband-æra – numre, der blev gjort udødelige af legender som Glenn Miller, Count Basie, Ella Fitzgerald, Ninna Simone og Frank Sinatra. Der er også numre fra Michael Bubles repertoire, dansehits fra Earth Wind & Fire og kompositioner af nyere dato.
Ringkøbing/Hof Big Band præsenterer sangerinderne Gaia Maria Jørgensen og Matilde Husted.

Ole Aakjær
Solo- og salgsudstilling 6. februar – 6. april 2025
“Mensch, du bist verrükt!”
Billedkunstner Ole Aakjær, Vejle
Fernisering lørdag den 8. februar 2025 kl. 14.00-17.00
Alle besøgende til Ole Aakjær udstillingen har kunnet deltage i lodtrækning om et originalt kunstværk – de har fået et nummer udleveret.
VINDER er fundet på billetnummer: 2067
Gevinsten er originalværket “Regninger stavet bagfra” – et skitseværk til en værdi af 27.000 kr.
(Skriv til susanaakjaer@gmail.com, hvis du er den heldige!)
Ole Aakjær er en eftertragtet billedkunstner, der har haft succesfulde internationale udstillinger. Men siden 2020 også mange velbesøgte udstillinger i Danmark.
Han er netop hjemvendt fra sin 24. udstilling i New York, hvor han har et stort publikum. Hans CV vidner om udsolgte udstillinger i mange forskellige byer verden over, bl.a. London, Paris, Rotterdam, Oslo, Hamburg, Düsseldorf, Montreal, Toronto, Basel, Miami – og ikke mindst New York, hvor han også har boet i en periode.
Det danske gennembrud kom i 2020 under pandemien. Ole Aakjær stod overfor sin første museumsudstilling på The Chinese Contemporary Art Museum i Chongqing i Kina. Men som alt andet i den periode blev også denne udstilling aflyst og udskudt. En ret deprimerende oplevelse, husker han:
“Jeg havde arbejdet i over et år på værkerne til Kina-udstillingen, og afslutningen på pandemien trak ud. De kinesiske myndigheder blev bare ved med at forlænge indrejseforbuddet.
Derfor besluttede jeg mig for, at værkerne skulle udstilles i Danmark på Vejle Kunstmuseum.”
Den udstilling blev et wakeup-call for Ole Aakjær, der selv beskriver udstillingen som sit danske gennembrud. Selvom museet pga. de særlige coronaregler kun måtte lukke 100 gæster ind ad gangen, blev udstillingen alligevel set af flere end 14.000 besøgende. Udstillingen slog dermed museets tidligere besøgsrekord med hele 400%.
Læs mere om Ole Aakjær og hans kunstneriske virke i Pressemeddelelse vedr. Ole Aakjær
Se evt. også mere på kunstnerens hjemmeside: https://www.oleaakjaer.com/
![]() |
![]() |
Portrætfoto: Mette Mørk
Fotogalleri fra udstillingen
Klik på et foto og se billederne i stor størrelse
Foto: Eigil Lundsgård
Kunsttræf
Invitation til kunsttræf
Onsdag den 13. november 2024 kl. 17-19
Kunstrådet i Ringkøbing Skjern Kommune inviterer alle interesserede til Kunsttræf med Mette Winckelmann, som er kunstneren bag skitsen til Holmsland Hotspot i Kloster.
Mette Winckelmann arbejder med et formelt abstrakt udtryk, men ofte med et implicit stærkt konceptuelt
indhold. I medier som maleri, tekstiler, collager og installationer, tager hun udgangspunkt i fællesskaber,
identitet, køn og frihed, og forholdet mellem den fysiske bevægelige krop og det mentale spirituelle rum.

Kl. 17.00 Ankomst og forfriskninger.
Kl. 17.20 Kunstrådet orienterer om deres arbejde.
Kl. 17.45 Mette Winckelmann holder oplæg.
Der er gratis adgang til arrangementet.
Tilmelding til: anders.jacobsen@rksk.dk
Venlig hilsen
Kunstrådet i Ringkøbing-Skjern kommune
Holmsland Hotspot – Mette Winckelmann

Artist-in-residence 2024-2025
Artist-in-residence
Projektet er startet op i maj 2024 og projektet er kørt frem til november 2025 .
Et projekt med kunstner Jacob Juhl, som også tidligere har arbejdet sammen med Vestjyllands Kunstpavillon / Arne Haugen Sørensen Museum og Ringkøbing-Skjern kommune med projektet “Hvem bor her” fra november 2023-maj 2024.
Statens Kunstfond har bemidlet Ringkøbing-Skjern Kommune og Vestjyllands Kunstpavillon/Arne Haugen Sørensen Museum med 288.000 kr. til et artist-in-residence projekt med kunstneren Jacob Juhl.
Jacob Juhl vil samarbejde med kommunens forskellige skoler og institutioner, hvor Vestjyllands Kunstpavillon /Arne Haugen Sørensen Museet vil blive det naturlige omdrejningspunkt, så børn og unge lærer huset at kende. Projektet er startet op i maj måned 2024 og løber til november 2025.
Flere børn og unge skal møde kunst af høj kvalitet og have lige muligheder for at udtrykke sig kunstnerisk. Vestjyllands Kunstpavillon/Arne Haugen Sørensen Museum er kommunens eneste kunstinstitution og ønsket er, at børn og unge gennem projektet, bliver bekendte med stedet og får et naturligt ejerskab af huset.
I samarbejde med Kulturskolen i Ringkøbing-Skjern Kommune og kommunens øvrige kulturinstitutioner ønsker vi at integrere kunst- og kulturaktiviteter i kommunens fri- og folkeskoler ved at etablere et kulturnetværk for skolerne – Netværket Kunst- og Kulturbroen, som er et led i at øge trivslen blandt kommunens børn og unge i Vestjylland, hvor adgang til kunst ikke altid er let.
I en kommune med store afstande, få busser og dårlig infrastruktur og mobilitet, især for børn og unge, er det af særlig betydning, at et projekt som dette etableres og sætter rammer for børn og unges adgang til kunst.
Projektet har til formål at integrere kunst i børn og unges hverdag, i skolen, på ungdomsuddannelser og i fritiden, og derved styrke fællesskab og øge trivsel ved at etablere præstationsfrie rum til eksperimenter, kreativitet og selvudtryk.
Jacob Juhl vil med projektet afmystificere kunst for børn og unge, så adgangen til kunst bliver mere umiddelbar og sanselig.
Fredag den 2. maj 2025
I dag har Museet haft besøg af 3. Klasse fra Spjald Skole sammen med deres lærer Helle Andreasen og deres matematiklærer Ulla, samt en pædagogmedhjælper.
Eleverne skulle beta-teste et undervisnings forløb der er blevet udviklet og arbejdet på det sidste år sammen med kunstner Jacob Juhl og og billedkunstlærere i kommunen – også Helle Andreasen, samt museet kunstfaglige.
Det blev en herlig dag med en masse glade og nysgerrige elever.
De seje elever cyklede fra Spjald til Videbæk.

Der er også en lille nyomhængning i Arne Haugen Sørensen Museet.
Blandt andet er “Eva med æblet” kommet op i denne omhængning.

Podcast om udviklingsarbejdet i Ringkøbing-Skjern kommune
Den kan findes i Apples podcast-app:
https://podcasts.apple.com/us/podcast/kultur-og-trivsel-nye-vinde-i-vest/id1798496454
– i Spotify:
https://open.spotify.com/show/1aGyiemHj9ldVBHHiSRp95
– eller direkte på Spreaker, hvor den er uploadet:
https://www.spreaker.com/podcast/kultur-og-trivsel-nye-vinde-i-vest–6516442
I Apple Podcast eller Spotify kan man også bare søge på:
“Kunst og trivsel – nye vinde i vest”.
August 2025
Herunder fotos fra samarbejdet med Spjald Skole og Skjern Kristne Friskole omkring kunst og arbejdet med undervisningsmateriale.
Projektet er støttet af
![]()
































































































































































































