Fotoudstilling “Spejlinger ved himlens fod”
Kunstnerfortograf Janne Klerk
Fernisering
Lørdag den 22. august 2026 kl. 14-16
Vestjyllands Kunstpavillon / Arne Haugen Sørensen Museum er stolte af at præsentere fotoudstillingen Spejlinger ved himlens fod af den danske fotokunstner Janne Klerk, hvor det flygtige vandspejl i en skovsø danner afsæt for refleksioner over relationen mellem menneske, natur og kosmos.
Udstillingens fotografier er alle motiver af vandspejlet i den samme naturbeskyttede skovsø i Danmark, som kunstner og fotograf Janne Klerk tålmodigt har studeret i perioden 2016-2021. Søen måler blot 100 meter i diameter og tager fem minutter at gå rundt om. Men søens ringe størrelse står ikke i umiddelbart forhold til det rige billedunivers, som udfolder sig i vandspejlets overflade.
I vandspejlet findes alle former for tilstande, lige fra stilhedens ro og fred til drama, turbulens og kaos. Flere af billederne er fotograferet direkte ned i vandspejlet og har derved ingen koordinater, der angiver, hvor vi befinder os. Billederne viser både højder og dybder, ret- og spejlvendt samtidig.
Af og til sløres billedet et øjeblik af en let brise eller en kogle, der falder fra et træ, men kort efter bliver spejlbilledet klart igen. Vandspejlet indeholder en stor kompleksitet – forunderlig, dragende, foruroligende, men også befriende. På stormfulde, forblæste dage kommer der krusning og bølger på vandoverfladen, så alt under vandspejlet forsvinder, eller der skabes forvrængede billeder.
Spejlinger mellem mennesker, natur og universet
I alle årstider og i al slags vejr fremtryller søens spejlinger og dybder en mangfoldighed, som er parallel til den mangfoldige måde vi mennesker spejler os i hinanden og vores omgivelser.
”Under fotograferingen har jeg oplevet spejlingerne i skovsøen som metafor for de spejlinger, der ustandseligt foregår imellem mennesker og vores omgivelser. En levende ageren i evig bevægelse, uforudsigelig og kompleks – som vandspejlet”, forklarer Janne Klerk.
Mange timer med fotograferinger i vandspejlet rejser også en lang række spørgsmål. Om lysets brydninger i vand, om økosystemet, universet, solen, atmosfæren og om spejlinger mellem mennesker. Som en del af arbejdsprocessen har Janne Klerk derfor samarbejdet med astrofysiker Anja C. Andersen og forfatter Gitte Broeng, som begge bidrager til projektet med tekster om både målbare og ikke målbare udsagn og synsvinkler på det fascinerende begreb ’spejlinger’.
Versioner af udstillingen har tidligere været vist i Rundetårn og på Johannes Larsen Museet, men det er første gang udstillingen vises i denne form i Jylland.
Alle er velkomne