Udstillingen som nu kan ses i Arne Haugen Sørensen Museet, er baseret på nogle af de temaer, som Arne Haugen Sørensen har beskæftiget sig med igennem sit lange 70-årige virke som kunstner. Således er der både værker som beskæftiger sig med temaet vandringsmanden, bibelske motiver, græske myter og dyr og damer.
Vandringsmanden er et af de motiver som går igen igennem kunstnerens karriere. Vandringsmanden dukker første gang op i starten af 1900’erne, hvor han strider sig fremad ved hjælp af sin vandringsstav. Nogle gange ses han siddende og hvilende, andre gange på vej i modvind op af en bakke, andre gange igen pegende fremfor sig. Museet har i 2022 indkøbt et nyt værk, hvor vandringsmanden denne gang har fået følgeskab af et lille barn der sidder på hans skuldre, mens han strider sig frem i det omgivende vand. Et værk med en stærk reference til de klimaforandringer der opleves rundt om i verden og som viser Arne Haugen Sørensens stadig samfundskritiske relevans.
De bibelske motiver er ligeledes repræsenteret og udstillingen viser både værker om Isaks ofring, korsfæstelsen, nedtagelsen fra korset, begrædelsen og opstandelsen. Stærke malerier der trækker på dybe menneskelige følelser og temaer.
De græske myter har fra tidligt i Sørensens karriere optaget ham og i udstillingen ses både forskellige motiver med Leda og svanen og kentaurer i kamp – ofte med kvinder.
I forlængelse af dette tema, har Arne Haugen Sørensen siden 1970’erne beskæftiget sig med temaet ’dyr og damer’, hvor voldsomme fabelagtige dyr i forskellige situationer, overfalder kvinder. Til denne udstilling er indlånt et værk af en privat ejer, da museets egen samling kun indeholder grafiske værker af dette tema. Værket Dyr og dame er fra 1979 og akryl på lærred og et voldsom værk.