2023-2024

Kunsthøjskole

Kontakt os

Program 2023-2024

1. Torsdag den 28. september 2023 kl. 9.30-12.30
Portrætmaler Agnethe Brinch, Billum fortæller og forklarer om sine værker, i udstillingen ”Tænk på alt hvad du har kært” der vises i Vestjyllands kunstpavillon 9. sept. – 8. okt. Hun er en kunstner, som i de senere år har gjort sig positivt bemærket med sine portrætter af ”rollemodeller”. Her kan man på den ene side genkende de portrætterede og på den anden side se dem med nye øjne. Der vises bl.a. portrætter af Bente Scavenius, Mia Wagner, Helle Thorning Schmidt, og Margrethe Vestager. Et af Agnete Brinchs mål er også at bidrage til dialog og refleksion over benyttelsen af Moder Jord med feminin kraft.
Agnete Brinch fik i 2022 Varde Kommunes Kulturpris.

2. Torsdag den 16. november 2023 kl. 9.30-12.30:
Billedhugger Laila Westergaard, København beretter om sine værker, hvoraf nogle kan se på hendes udstilling i Vestjyllands Kunstpavillon 18. nov. – 17. dec. Hun har arbejdet som billedhugger i 30 år og udstillet i bl.a. Museet for religiøs Kunst. Senest har hun i 2022 haft en udstilling på Svend Egelunds Museum i Vrå. Blandt kunstnerens kendte værker er en usædvanlig stærk fortælling på Biblioteksmuren i Varde og den meget roste og fantastiske udsmykning med billeder, døbefont samt skulptur i granit ved Hospitalskirken på Supersygehuset i Gødstrup.

3. Torsdag den 8. februar 2024 kl. 9.30-12.30:
Foredrag med billed- og kirkekunstner Simon Aaen, Rønde – foredrag i forbindelse med hans udstilling i Vestjyllands Kunstpavillon den 6.jan. – 11 feb. 2024. Simon Aaen er uddannet fra Århus Kunstakademi i 2007, og har læst kunsthistorie på Københavns Universitet 1999-2000. Han udstiller nu med helt nye kunstværker, hvor inspirationen som altid er naturen og troen. Simon Aaen arbejder både med maleri, bronzefigurer og glaskunst og er i dag en meget benyttet kirkekunstner.
Han har tidligere fortalt om og vist sin kunst i Kunsthøjskolen og har udsmykket flere kirker og kirkehuse siden sidste besøg. Vi har derfor nu muligheden for at følge en populær kunstners udvikling gennem de seneste 4-5 år. Har inspirationen ændret sig? Har opgaverne ændret sig? Har Coronaen betydet noget? Vi kommer bl.a. med indenfor i den skabende proces til kunstværkerne i Kapellet i Frederiksborg Slotskirke (2019), i Rønbjerg Kirke (2020) og i Den Danske Kirke i Toronto, Canada (2022).

4. Torsdag den 21. marts 2024 kl. 9.30-12.30:
Foredrag med billedkunstner og underviser Christina Kjelsmark, Vinderup.
Christina Kjelsmark er cand.mag. i kunsthistorie og har derudover taget en række kurser på Århus Kunstakademi. Hun har sit eget galleri og ”Kunstskolen Sønderbygård”. Hendes motiver strækker sig fra konkrete dyre- og fuglemotiver over ekspressionistiske landskaber til mere abstrakte tolkninger af lys og stemninger fanget i naturen. Christina Kjelsmarks mange studierejser til udlandet har givet inspiration til hendes værker, som nu også omfatter keramik. Christina Kjelsmark rejser årligt til Færøerne, hvor hun arbejder sammen med et galleri i Thorshavn. I dette foredrag vil hun inddrage ny kunst og historier fra sine rejser i 2023.

Praktisk information
Vi mødes kl. 9.30, hvor vi begynder med kaffe/te og rundstykker til 50 kr.
Kl. 10 synger vi en sang fra højskolesangbogen, og derefter er der foredrag.

Tilmelding: www.rksk.lof.dk
Skoleleder Karen Marie Ventzel.
Tlf. 5124 6903
Træffes tirsdag og onsdag kl. 16 -18.

Venlig hilsen
Bestyrelsen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Skriv til os

97 17 28 79